A. Om diagnosis og prognosis

b. Therapeutica generalis

Er den del af therapia generalis som lærer os at udvælge og anvende passende midler mod sygdommen i almindelighed. Den handling som lægen foretager i den hensigt at hæve nærværende sygdomme kaldes cuur (cura), og i det han udøve denne handling siges han at curere.

Dersom ved denne hans handlingsudøvelse en sygdom hæves og functionerne vende tilbage til normaliteten, da siges lægen at helbrede (sanare). Heraf indføres forskjellen mellem curatio og sanatio, thi ansees patiente som lægen have under behandling cureres af ham, men ikke alle helbredes. For at en cuur skal kunde iværksættes er det nødvendig at lægen må have en vis måde at udføre den på, og visse hjelpemidler, med hvilke han udfører den. Denne måde at udføre en cur på kaldes methodus medendi hvorunder vi ei alene forstå medicamentet men også ethvert middel som kan tjene os til at hæve eller helbrede en nærværende sygdom. Lægens dom om at en vis måde og visse midler ere passende mod en tilstedeværende sygdom kaldes indicatio. Hans dom hvormed om visse ting som ansees for skadelige og upassende for en nærværende sygdom kaldes contraindicatio.

Anm. Det er dr. J. C. Reil som have anseet begrebet om contraindicatio for overflødig, thi han siger dersom lægen ved og har givet sin dom om hvad der er tjenligt og nødvendig mod en sygdom, så må han heraf slutte sig til hvilke midler han bør anvende. De grunde ifølge hvilke lægen dømer visse midler at være passende i en nærværende sygdom kaldes indicantia og disse bestå fornemmelig i sygdommens nærværende phenomener. Ligeså kaldes de grunde ifølge hvilke lægen anfører noget for skadelig contraindicantia.

Indicantia ere enten væsentlige egenskaber ved sygdommen f.ex. indoles, gradus, duratio morbi eller også kunde de være tilfældige omstændigheder ved patienten, f.ex. actas genu, temperamention osv. Disse sidste kaldes coindicantia fordi de i forbindelse med indicantia ere grunde for indicatio. Contraindicantia flyde dels væsentlig af sygdommen selv og dels kunde de være tilfældige omstændigheder. Midlerne som lægen anseer som nyttige eller tjenlige til et vist øiemed, kaldes indicata. De derimod som han anseer for unyttige eller skadelige contraindicata.

Curmethoderne som vi anvender ere i det hele forskjellige. Således har man

1. Methodus medendi rationalis, den curmethode som vi anseer for at være tjenlig til at hæve en læsio principalis som vi formode at være tilstede. Denne curmethode virker enten directe på læsio principalis og hæver den, eller og virker den indirecte idet den nemlig først frembringer en forandring i organismen førind læsio principalis hæves, f.ex. i en stærk secretio mucii af hele tubus intestinalis kan denne være overdraget med så meget sliim at de midler jeg anvender mod læsio principalis formedelst sliim forhindres fra at virke. Denne må desårsag bortskaffes.

2. Methodus medendi symptomatica går alene ud på at hæve effecterne aflæsio principalis uden at formindske eller hæve denne, f.ex. calculi, cancer.

3. Methodus medendi empirica er en måde at anvende hjelp og midler som erfaring har lært os at være virksomme mod visse sygdomme uden at vi derfor kjende læsio principalis eller lægemidlernes virkemåde, f.ex. mercurius ved lues venerica, china i febris intermittens.

Methodus medendi rationalis er at ansee som den fuldkomneste curmethode og denne bør lægen så meget som muligt anvende fordi den leder ham til at hæve sygdommens oprindelige årsag, og når dette er skeet, må sygdommens effecter også hæves. Fremdeles virker denne curmethode mod et vist mål til hvis opnåelse lægen da kan anvende de passende midler.

Methodus medendi symptomati bør lægen anvende

1. For at hæve eller formilde tilstedeværende sygdomme eller symptomer når han ei derimod forøger læsio princialis. Således kan man f.ex. i cancer eller calculi anvende opium for at formindske smertene uden at derved læsio principalis forøges. I hemoroidaltilfælde finder patienten sig ligeledes lettet med brugen af clysmata tepida emollientia, men disse forøge læsio principalis og bør derfor ei bruges.

2. Under sådanne omstændigheder hvor han endnu ikke har opdaget læsio principalis, især hvor den formodede læsio principalis ei forøges ved anvendelsen af den symptomatiske curmethode.

Methodus medendi empirica anvender lægen i alle de sygdomme hvor han hverken kjende eller kan bestemme læsio principalis, f.ex. lues venerica, febris intermittens, hudsygdomme, epilepsia osv. I tilfælde som ere aldeles tvivlsom og hvor vi hverken kjende læsio principalis, ei heller hvilken species morbi der er tilstede … vort forhold af forskjellige omstændigheder og disse kunde være følgende

1. Dersom sygdommen er af en chronisk art og vi see at der ingen fare er på ferde så udsætter vi at vælge nogen vis curmethode og lader patienten bruge et uskyldig middel indtil vi med gjentagne affirmationer eller formedelst sygdommens midlertidige udvikling ere komne på spor efter den tilstedeværende sygdoms sande beskaffenhed. Dette kaldes predicatio spectatoria. Ved brugen af de ovennævnte uskyldige midler vinder lægen den for ham så nødvendige tid til at kunne afgive diagnosis morbi.

2. Dersom en sådan tvivlsom sygdom ere acut og heftig og det forekommer os farlig at udsætte hjelpen må vi udvælge og anvende en curmethode som passer sig på sygdomme, hvilke vi kjender, og som have den meste lighed med nærværende. Dette kan især være tilfelde i epidemier.

3. I tvivlsomme tilfælde hvor den tilstedeværende sygdom ligesåmeget ligner en os bekjendt helbredelig som uhelbredelig sygdom, bør vi anvende den curmethode som passer med den helbredelige sygdom, thi ved at anvende midler mod den uhelbredelige ville man forgjæves spille tiden, og den helbredelige blev der imidlertid intet gjort med.

4. I sådanne tvivlsomme tilfælde hvor den tilstedeværende sygdom vel forekommer lægen helbredelig, men hvor der er uavgjort hvilket species der er tilstede, der må lægen vælge en curmethode som er passende på flere helbredelige species morbi, og hvor dette ei er mulig der må han velge en curmethode som passer for det species morbi som ansees for farligst.

C. Om curmethoder som indvirker på den hele organisme

Om curmethoderne in specie.

Samtlige curmethoder kunde med hensyn til deres virkninger på det menneskelige legeme inddeles i to hovedklasser.

1. Den curmethode som indvirker på den hele organisme og på dens samtlige systemer.

2. Den curmethode hvis virkning indskrænker sig til enkelte systemer, ja, endog til enkelte organer.

De curmethoder som henføres til første klasse søgte enten til at forøge (medicatio confortans) eller at formindske (medicatio debilitans) levevirksomheden.

1. Medicatio confortans er altså den curmethode hvis første indvirkning går ud på at forøge levevirksomheden i den hele organisme.

Men da levevirksomheden beroer på

1. Organisk materie

2. Den organiske masses tonus og på

3. Incitabilitet

så følger deraf at medicatio confortans må gå ud på

1. enten at forøge massa organica

2. dennes tonus og

3. at indvirke på incitabiliteten

Medicatio confortans indbefatter altså under sig tre operationer hvilke vi kan tænke os særskilt. Disse tre operationer har man kalt

1. nutritio medica

2. roboratio og

3. stimulation

4. Nutritio medica kalder vi den curmethode som går ud på at erstatte den organiske masse der måtte være gået tapt ved abnorme forandringer i organismen. Heraf indføres forskjelligheden mellem denne og nutritio dietetic som går ud på at erstatte den organiske masse som er gåen … ved de normale functioner. Virkningerne af nutritio medica ere dels

1. Umiddelbare idet at derved såvel de faste som flydende dele i legemet forøges, dels

2. Middelbare forsåvidt nemlig nutritio medica bevirker at functionerne som beror på de faste deles rigtige qvantitet og qvalitetens forhold går ordentlig og fuldkommen for sig.

Indicans eller det som bestemmer lægen til at anvende nutritio medica er en svækkelse frembragt ved en for stor mangel af tilgang eller for stor afgang af den organiske masse, som kan opstå

1. derved at legemet ikke tilføres de stoffe som tjene til at vedligeholde den organiske masse

2. Ved betydelige evacuationer af organiske stoffe

3. Hvor der finder sted en decomposition af den organiske masse, forbundet med en forhindret apposition

Dette er især tilfælde i heftige og langvarige febre. Indicata ere her

1. En passende qvalitet af alimentaris, denne anseer man især de spiser at besidde som indeholder en mængde gelatina der lettelig og uden nogen betydelig action af canalis alimentaris lader sig udtrække. Denne qvalitet gjelder især kjødet af mange dyr, f.ex. af kyllinger, kalve, lam, fremdeles de fiske som ikke er fede. Af vegetabile regner man hertil brød som er vel gjæret og stekt, supper og grød af forskjellige kornsorter, adskillige rødder...

2. En passende qvantitet af alimentar således at da gives en ringere mængde end i den sunde tilstand. På grund heraf have nogle angivet at man skulde lade føden tilkomme patienterne desto oftere, men denne regel lider mange undtagelser, og der bør i det mindste være 3 – 4 timer mellem hvert måltid hvis man ikke vil gjøre patienten skade.

3. At fødmidlerne tygges vel må man altid tilråde sådanne reconvalescenter,thi derved skeer det at alimentarenes desto bedre divideres og dels mere blive opløste og imbibere de af saliva, hvilket overmaade bidrager til en god digestion i ventriculus.

4. En passende bevægelse efter patientens kræfter som dog aldri må foretages strax efter måltidet, thi derved ville digestionen forstyrres.

5. Tilstrækkelig og tidlig søvn

6. At den syge så meget som mulig undviger alle sindslidelser.

Contraindicanta for nutritio medica ere

1. En alt for stor qvantitet af alimentar

2. Spiser dere ere vanskelige at fordøye så som seige og fede spiser.

3. Mange drikke, især tynde og vandagtige, thi ved den store mængde fluidum fortyndes jucius gastricus og gjøre derved uskikket til at indvirke behørig på alimentaris.

4. Alt for hæftige legemsanstrængelser

5. Sterke evacuationer, af hvad art så ere.

• 2. Roboratio.

Foreløbige almindelige bemærkninger. Legemets bestanddele henger sammen med en mer bestemt kraft hvorved organismen vedligeholde deres sammenheng mod mechaniske indvirkninger. Denne kraft er det vi kalde tonus cohærentia. Tonus er normal så lenge den svarer til delens øiemed og så lenge delens virksomhed med hensyn til den øvrige organisme herved ikke forstyrres. Således have benene den normale tonus når de tjene de bløde dele til støttepunkt uden at derfor disses bevægelse vanskeliggjøres. Hos de bløde dele er tonus normal når de med lethed bevæge sig uhindret, lade fluida passere gjennem sig, optage fremmede stoffe i deres blanding og udkaste de stoffe som af dem ere blevne tilberedede på den behørige måde.Humores have den normale tonus når de med lethed lade sig bevæge, uden vanskelighed undergår de behørige blandingsforandringer og kunne komme til de dele for hvilke de ere bestemte.

Ligesom … er forskjellig overhovedet, således er den og forskjellig ifølge organernes forskjellige øiemed og functionerne ifølge temperament, alder,kjøn osv. Denne tonus kan formindskes således at delene alt for let giver efter for mechaniske indvirkninger og derved altfor let forandres. De bløde dele tabe herved den evne efter en udvidelse at kunne trække sig tilbage i det forrige rum. I de hårde dele opstår herved mollitis og fragilitas. Heraf indsees letteligen at organernes tonus har stor indflydelse og nytte i oeconomia naturalis og at en afvigelse her må være af betydelig indflydelse på sundheden.

Roboratiae er den curmethode formedelst hvilken vi søge at erstatte den formindskede tonus for de organiske dele. Virkningen af denne curmethode strækker sig til den hele organisme, således spore vi den i de functioner som ere avhengige af systema nervosa, systema musculorom, sanguiserum, af ventriculus, tubus intestinalis osv.

Indicantia roborantes er

1. En atoni, laxitas universalis frembragt ved

1. Decomposition af de organiske dele f.ex. putride og nervøs febre

2. Foregående heftige incitationer så som hysteriske og asteniske tilfælde

3. Ved tab af materia organica, fornemmelig blod og semen

4. Ved sygdomme hvor reproductionssystemet især lide, f.ex. rachitis, scrophuli,icterus og andre.

1. For atonia localis som fornemmelig atonia ventriculi og tubus intestinalis.Denne har som grund

1. Enten en altfor stor qvantitet av alimentaria derved at expandere alt for meget svække tubuli intestinalis og ventriculi tonus eller bare at

2. der ere for mange vandagtige og fede ingesta indførte i ventriculus og tubuli intestinalis. Eller og endelig

3. I mangel af behørig bevægelse. Men atonia localis kan også finde sted i andre dele, således anfalle af f.ex. crura … af en tumor som er en følge afatonia localis crurum.

Indicata roborantia ere alle sådanne midler som kunde tilveiebringe normal tonus i den organiske masse, ved at tilføre organisationen stoffe. Hertil regne vi

1. Fornemmelig cort. peruv., nemlig alle dens bekjendte species …

2. Alimentar som indeholde gelatina og er kraftige, og i det hele hvad man kalder en solid føde men især portvin og andre gode røde vine.

3. Aer purus & surus er her især indiceret fordi man med temmelig sikkerhed kan antage at visse stoffe af luften indgår i organisationen og derved forøge dens tonus.

Contraindicata roborantia ere alle sådanne midler som kunne formindske tonus i de organiske dele, f.ex. balnea tepida, fotus tepidus osv.

1. Stimulatio incitatio består i at virke sålede på organismen at dens incitabilitet yttrer sig med større kraft. Indicantia stimulationes ere

2. En debilitas universalis absoluta, hvor nemlig actionerne i hele legemet ere enten svagere end i den normale tilstand eller aldeles hævede.

3. Debilitat particularis absoluta hvor nemlig actionerne i et visst system eller i enkelte organer ere svagere end i normal tilstand, eller aldeles borte.

4. Debilitas relativa et universalis hvor actionerne vel ere normale men tillige ikke tilstrækkelige til at overvinde en tilstedeværende abnormitet,f.ex. artritis anomala, scabies retropresia osv.

5. Debilitatis relativa particularis hvor actionerne i et visst system eller organ vel går normalt for sig, men dog ere for svage til at bestride en tilstedeværende abnormitet. Således kan f.ex. canalis intestinalis vel fortsætte sine functioner, men er dog for svag til at bortskaffe de i samme indeholdte … Ligeledes kunde lungernes functioner vel gå naturligt for sig, men ere ikke istand til at bortskaffe mucus eller andet.

6. Hvor vi vilde frembringe en forandring i actionerne, det er hvor vi vilde svække en organisk dels for stærke actioner ved at incitere en anden, f.ex. brugen af vesicatorier for at hæve smerter. Indicata stimulationes v. incitantia ere sådanne substantser der forandre den menneskelige organisme således at dens incitabilitet viser sig ved større kraft.

Nogle incitantia meddele deres virkning til hele legemets organismer, andre til enkelte organer. Af nogle skeer denne virkningsmeddelelsen hurtig, af andre langsom. På grund heraf har man inddelt indicantia v. stimulantia i

1. Stimulantia communia som ere sådanne hvis virkninger ere almindelige på den hele organisme. Disse ere atter

1. Stimulantia volatila hvis virkning hastig meddeles og hastig ophører f.ex.moschus, camphora, nafta … opium … electricitas, galvanismus og flere andre.

2. Stimulantia fixæ hvis virkninger ere langsommere men mere vedvarende. Herhid høre alle aromatera og amara f.ex.

1. Stimulantia localia ere de hvis virkning ere indskrænket til visse organiske dele og disses incitabilitet på en for os ubegribelig måde, hvorfor de gamle have kallet dem specifica. Således virker f.ex. på ventriculus rad. ipecacuana. på canalis intestinalis rad. rhei., foliæ senæ … og på pulmones digitalis purpurea, på systema lymphaticum samtlige mercuralia.

Contraindicantia stimulationes ere enhver tilstand i legemet som er modsat indicantia stimulationes. Contraindicata stimulationes ere alle de ting som enten kunne svække incitabiliteten eller også formindske incitamentene. Anmerkning. Vel have vi betragtet de tre hovedcurmethoder af hvilke medicatio confortans består, enhver abstract for sig, men en sådan adskillelse existerer ikke i naturen, thi hvor lægen f.ex. roborerer der både inciterer og nutrierer han tillige, men da hovedhensigten var at roborere så må de andre effekter af roboratia ansees for sekundære.

• b. Medicatio debiltans er den curmethode hvis fornemste virkning går ud på at formindske hele organismens vitalitet. Den er altså modsat medicatio confortans og indbefatter under sig tre operationer hvilke vi kunde tænke os abstract. Disse tre operationer beror på de samme omstændigheder formedelst hvilke medicatio confortans indbefatter tre operationer og ere altså

1. Medicatio extenuans – exteniatio

2. Medicatio relaxans – relaxatio

3. Medicatio stupefaciens – stupefactio

4. Exteniatio består i at formindske legemets masse. Virkningen af denne curmethode på partes solida må nødvendigvis være at actionerne i disse formindske da virksomhed og materie bestandig må stå i et visst forhold til hinanden.

1. Indicantia extentiationes ere

2. Excessus massæ f.ex. hvor der finder sted en alt for stor fedme

3. Der hvor man vil afvende … fra vigtige organer f.ex. for personer som disponere til apoplexia af hyperstenisk natur eller til hemorrhagia hypertensiva.

4. Hvor man vil befordre en stærk absorbtion af de organiske dele. På denne måde virker siden diæta stricta (sultekur) som består i at patienten daglig kunde nyde 8 lod kjød og 8 lod brød og fire lod af hvert to gange daglig, morgen og aften. NB kjødet må være 8 lod når det er stekt, tilligemed to pontasiller af hvilkensomhelst decoctum mundificans.

Anmærkning: Sultekuren blev først indført i Danmark da professor Winslow kom tilbage fra Paris, men dens oprindelse taber sig i oldtiden. Friedrich Hoffmann omtaler sultekuren, desforuden agiterer en afhandling de morbi lazari (som uden tvivl er det samme som vår radesyge), hvilken sandsynlig er kommen til Norden fra sydlandenes. Endelig omtaler Hippocrates den.

Indicata extentiationes er ringere mængde alimentar og som ere af en mindre nærende beskaffenhed.

• 2. Relaxatio. Ligesom de organiske delers tonus kan formindskes således kan den også abnorm forøges. Delenes sammenhæng kan nemlig således forøges, at den ei på den behørige måde kan forandres af udvortes indtryk. Virkningen heraf er en langsommere action og bevægelse i alle dele. Den curmethode med hvilken vi haver til hensigt at formindske de organiske delers tonus kaller vi methodes relaxatio. Dennes virkning på systema vasorum er at resistentsere, samme vorder formindsket. Herved skeer det at humores lettere kunde dilateres og passere gjennem vasa hvorved også samtlige functioner går lettere for sig. Fibromusculares erholde mere mobilitet, og bevægelse kan desto finere gå for sig. Systema nervosum modtager og … lettere indtryk. Tubus intestinalis expandere friere og contenta får en lettere gjennemgang. Indicantia relaxationes ere

1. Alle sygdomme af rigiditet hvilke kan være

1. Rigiditas universalis så som rigiditas senilis

2. Rigiditas partialis v. localis, såsom contracturer og contracturer i enkelte deler og systemer, såsom colica stercorea som hæves med oleosa, rimeligvis fordi disse hæve rigiditas tuba intestinalis.

1. Sygdomme hvis helbredelse befordres ved at formindske cohærentsen, såsom

1. Hvor man igjennem viæ excretoriæ vil bortskaffe visse abnorme organiske producter af det menneskelige legeme f.ex. når man for at bortskaffe calculi gjennem viæ urinariæ anvender balnae tepida mucilaginosa, når man anvender emollentia for at bortskaffe melken af mammae osv.

2. Hvor man vil bevirke en større affluxus humorum i en organisk del for at formindske den i en anden. Således bortgir man pediluvia tepida i apoplexier og hos fruentimmer som formedelst for stærk affluxus sanguinis til uterus lide af en uordentlig menstruation.

3. Hvor man vil befordre den organiske process som vi kalde suppuratio.Her bruges emollentia, dog kommer varmen meget i betragtning med disses brug.

Indicata relaxationes ere alle sådanne midler som formindske de organiske deles cohærents, f.ex.

1. Aer humidus validus

2. Alimentar som ere af en mild, tynd og nogenlunde varm beskaffenhed, så som tynde kjødsupper

3. Balnea aqeosa tepida

4. Balnea vaporosa

5. Alle oleosa

6. Alle mucilaginosa

• 3. Stupefactio v. methodus sedans.

Foreløbige bemærkninger: Ved enhver action bliver incitabiliteten momentant svækket, fremdeles jo større stimulus der har indvirket på et organ og jo større dette organs yttringer have været, desto hurtigere påfølger incitabilitetens udtømmelse og desto længere varer denne. Ja, en meget heftig stimulus kan endog aldeles udtømme incitabiliteten såvel i enkelte dele som og i den hele organismen.

Men der synes at gives stoffe som på ingen måde og under ingen omstændigheder forandre eller forstærke incitationerne men kun ene og alene afficere incitabiliteten i det at de nemlig umiddelbart udtømme den. På denne måde synes især nogle gasarter såsom gas hydrogenium sulfuratum, gas hydrogeni fosforati, gas acido carbonicum at virke. Desforuden virke ligeledes nogle anmeldte gifte deprimerende på incitabiliteten.

Det er især Fontana som herover har anstillet observationer i hvilke han har funnet at visse slangegifte inden kort tid tilintetgjør de organiske deles incitabilitet uden nogen foregående incitation. Fontana beretter nemlig at sårene som bibringes ved et giftig slangebit gangrenere uden nogen foregående inflammation, at alle functioner indtages af paralysis der indfinder sig sovesyge, døden og en hurtig forrådnelse. Dels de såkalte narcotica frembringe forandringer i incitationstilstanden som man ikke tilfredsstillende kan forklare efter den Brownske incitationsteori, nemlig den stimulerende virkning som de efter denne skulle bifalde. Når man således f.ex. bestryger palpabra med extractum belladonna og strax derpå betragter pupillæ, så finder man denne dilateret, hvilken dilatatio bør tilskrives en umiddelbar formindskelse af incitabiliteten i pupillen.

På grund af det her fremsatte har man troet sig berettiget til at antage at der gives stoffe til hvilke incitabiliteten er avhengig af incitationstilstanden og incitamentiones står i et umiddelbart forhold, idet at den med hine stoffes indvirkning uden nogen foregående forhøiet incitationstilstand umiddelbar deprimeres eller udtømmes.

Anmærkning: Det bedste bevis for denne setnings rigtighed afgifer især blåsyren som har fundet at udgjøre en bestanddel av adskillige plante substantser. Ved forsøg anstillede såvel på dyr som på mennesker får man nemlig bragt i erfaring at denne syre har en i høi grad en directe indvirkning på incitabiliteten idet den noget heftig enten deprimerer eller aldeles udtømmer incitabiliteten, alt eftersom den anvendte dosis af syren har været mindre eller større. Andre derimod, især Brown, lære, at de fleste midler, forinden de yttre sedative virkninger først frembringe en incitation. Disse midlers første umiddelbare virkning er nemlig en vis sindsmunterhet, en forøget circulatio humorum, en forøget perspiratio cutanea, medens de øvrige se & excretiones ere svekkede, og en forøget temperatur. Med disse virkninger bliver det, når hine midler gives i ringe mængder, men givne i større mængde yttre de, når deres primære virkning, nemlig den forøgede incitationstilstand ere forbi, deprimerende virkninger nemlig en afmægtighed, dorskhed, formindsket circulatio humorum, kuldegysninger og i det hele alle følger af en formindsket incitabilitet.

Hvilken af disse meninger man end vil antage som den rigtige så er det dog i hensyn til den praktiske medicin klart at det står i lægekunstens magt at deprimere incitabiliteten hvad enten nu dette skeer directe eller indirecte. Og som en følge heraf har man antaget en egen curmethode hvormed dette skeer, nemlig methodus stupefacies v. stupefactio v. pedatio, som altså er den curmethode der har til formål at svække organismens incitabilitet. Denne curmethodes virkninger ere

1. En formindsket activitet i den hele organisme. Følgerne heraf ere somnolentia der kan overgå til somnus, apoplexia, ja, til en apoplexia letalis.

2. At abnorme og smertelige sensationer vorde formindskede og hævede.

3. At abnorme bevægelser i systema musculosum standsen

4. At actiones tubi intestinalis formindskes, deraf en formindsket apetitt, svækket digestion og standsede evacuationer.

5. Perspiratio cutanea adauita

6. Morbus cordis acceleratus.

Dog er det at mærke at alle disse virkninger af sedatio kun ere temporære, thi efter nogen tid ophører de og da tilbagevender den forrige tilstand. Indicantia stupefactiones ere

1. Smerter som opstå af en for stor incitabilitet så som hos hysteriske personer

2. Smerter forårsagede af en stimulus som det ikke står i patientens magt at bortrykke, f.ex. ved cancer, calculi osv.

3. Heftige abnorme bevægelser i muskelsystemet, f.ex. spasme, trismus,tetanus, tussis spasmodica osv.

4. Heftige evacuationer i de første veie, hvortil fornemmelig regnes hyperemesis og hypercatarsis.

Indicata stupefactiones ere de såkaldte narcotica i hvis spidse står opium, hyoscyamus niger, atropa belladonna, og …

Contraindicanta stupefactiones ere

1. Evacuationer som man har grund til at ansee for critiske om de så end ere nokså heftige. Således kan det være af de allerfarligste følger når meget stærk, men critisk diare er bleven standset med sedativa.

2. Affectioner i encephalum som ere forbundne med heftige congestioner til dette organ. Desuden har man anført som contraindicantia stupefactiones febris nervosa putrida men dette tåler mange moderationer, og man bør ikke som Brownianerne påstå, aldeles forkaste brugen af sedantia i hine sygdomme, men meget mere herved rette sig efter feberens charakter osv.Det samme gjelder om inflammationen.

Contraindicanta stupefactiones ere ellers sådanne midler som kunne svække indvirkningen af indicata stupefactiones hvortil fornemmelig hører æddike og kaffe.

D. Om curmethoder som indvirker på enkelte organsystemer

• 2. De curmethoder som have til hensigt at indvirke på enkelte af organernes systemer og organer. Foreløpige bemærkninger:

De ældre troede ved disse curmethoder fornemmelig directe og alene at kunne virke på humores. Og da de tillige troede at årsagen til de fleste sygdomme lå i humores så var intet naturligere end at hine eldre pathologer mente at hæve sygdommen ved umiddelbart at indvirke på humores. Når humores som de udtrygte sig, vare fortykkede, så troede de umiddelbar at kunne diluere dem ved hjelp af en curmethode som de kalte blandeficatio. Vare humores fortynnede, da troede de at kunne avhjelpe denne feil med en condensatio. Vare humores stagnerede da anvendte de resolutio osv.

Denne lære er det noen kalde humoralpathologi, men den stemmer ikke overens med de nuomstunder i psykologien og patologien antagne og herskende principer og er derfor forkastet. Vi indskrænke os desårsag her til at betragte

1. De curmethoder som virke på bevægelsen af massa humorum og in specia circulatio sanguinis. Bevægelsen af massa humorum kan enten være for hurtig eller for langsom. Vi kalde den for hurtig når impulsus humorum skeer for stærk og derved functionerne i systemet forstyrres. Denne sidste omstændighed må man især lægge merke til, thi kun når denne finde sted kan man sige at circulatio humorum skeer for hurtig.

Bevægelsen i massa humorum kan ved mange omstændigheder forøges, således har herpå indflydelse alderen, temperament, temperatur, muskelbevægelse, visse drikke osv. Men denne forøgede motus humorum kan ei ansees som abnorm sålenge functionerne i systema vasorum dermed ikke er forstyrret. Årsagen hvorfor bevægelsen af humores kan blive for hurtig bør dels søges i de bevægende faste dele, dels i humores selv. Følgende af en alt for hurtig circulatio humores vise sig deels i de faste, deels i de flydende dele. De faste dele nemlig bliver herved mere inciterede og satte i en stærkere bevægelse.

Følelsen af denne legemets forøgede virksomhed går over til en sensus caloris hvilken som oftest dog kun er en fallacia, thi i de fleste tilfælde kan man ingen forøget varme opdage i legemet ved hjelp af termometeret. Denne sensus caloris er ei heller nogen … følge af vædskernes forøgede omløb thi der gives tilfælde hvor et eller andet system er i virksomhed medens circulatio humorum er forøget og her opstår meget mere en følelse af drikke. Humores bliver ved den altfor hurtige bevægelse tilbøielige til at decomponeres i deres nærmeste bestanddele. Ja, endog kan partis constitutea remota blive herved fremstikkende. Således ser vi at serum sanguinis og lympha coagulabilis skiller sig lettere fra … hvilket den såkaldte crusta lardosea i inflammatoriske febre beviser. Desforuden ser vi og her at secretionerne ved den stærke motus humorum blive forandrede, ja endog standsede.

For at … her er det man anvender temporatio som er den curmethode hvorved en altfor stærk bevægelse i massa humorum formindskes. Virkningerne af temperatio ere:

1. En formindsket impulus humorum på vasa og deraf disses formindskede incitation.

2. Samtlige secretioners tilbagevenden til normaliteten.

Indicantia temperationes ere.

1. En alt for hæftig bevægelse i humores der enten kan være universal som i heftige febres inflammatoria, efter indvirkningen af heftige inciterende affecter eller af incitantia, eller local og indskrænket til enkelte dele f.ex. hovedet, brystet, uterus osv.

Indicata temperationes ere alle sådanne midler hvorved årsagen til den forøgede circulation i humores og in specie in blodet kan formindskes og bortryddes. Disse ere

1. Formindskelse af massa humorum

2. Bortfjernelse af alle incitamenter så som af spirituosa, aromata, heftige vinde og lægemsbevægelser.

3. Alt hvad der kan bidrage til at formindske legemets temperatur når nemlig dennes forøgelse er skyld i den forøgede circulatio humorum. Sådanne midler ere salia neutra, blant disse fornemmelig nitrum acida mineralia & vegetabile, aqua frigida, aer frigidus osv.

Den anden feil i circulatio humorum består i en formindskelse af denne, således at functionerne derved forstyrres. En høiere grad af denne formindskede circulatio humorum er det man har kallet stagnatio v. stasis hvorved man dog ikke må tænke sig en aldeles standsning af humores i vasa hvilket de ældre altid troede, thi en sådan fuldkommen standsning kan ikke bestå ved livets vedligeholdelse, men vilde absolut have døden tilfølge. Årsagen til denne langsomme bevægelse af humores er

1. Dels en laxitet i de faste dele, dels det at disse ikke på behørig made indvirke på de indeholdte humores. Denne laxitet kan enten være universal eller local.

2. Dels en forandret qvalitet af humores ifølge hvilken de ere mindre skikkede til at incitere vasa. Fremdeles kan

3. Alt hvad der er i stand til at svække incitabiliteten i de faste dele give anledning til en langsommere circulatio humorum. Denne virkning frembringer f.ex. indvirkningen af stærk kulde, deprimerende affecter, mangel på alimentar … og drikke, for megen søvn og den dermed forbundne mangel på habituelle incitamenter.

Følgene af den formindskede bevægelse i massa humorum ere

1. En skadelig indflydelse på de nærliggende dele i det at nemlig de udvidede vasa trykke på hine og herved frembringer smerte der også per consensum kan meddeles til andre organer f.ex. stagnationes i underlivet frembringer her en trykkende smerte, forstyrret digestion og per consensum sting i brystet, dyspnoe, anxietas osv.

2. En blandingsforandring i humores, således nemlig at de lettere adskilles i deres nærmere bestanddele. Således ser vi f.ex. at i tumores og især i tumores aneurysmatica, lympha coagulabilis afsættes. Fremdeles er det ofte tilfælde at serum afsættes i betydelig mængde ved stagnationer i underlivet.

3. Functionernes forstyrrelse i de organer hvor vasa vædskernes bevægelse er formindsket, som er den vigtigste følge af denne abnormitet. Således frembringer f.ex. blodets for langsomme bevægelse i vena porta hindringer og abnormiteter i secretio bilis, en slet fordøielse, smerte i underlivet, hematemesis osv. I encephalum frembringer den formindskede circucaltio sanguinis hovedpine, svindel, apoplexia og overhovedet alle arter af lepothymia.

På grund af disse vigtige virkninger som den formindskede bevægelse i massa humorum frembringer er det at den praktiske medicin anvender en vis curmethode for at hæve hin abnormitet. Men denne curmethode har man intet egentlig navn på. De ældre anvendte en curmethode som de kaldte methodus resolvens og formedelst hvilken de troede umiddelbar at kunne indvirke på de fortykkede humores. Til den ende betjente de sig af folia neutra, hvilke de have stillede sig at indskjære i nåls form i humores og således at adskille disses fortykkede partikler fra hinanden. Desforuden brugte de i samme hensigt mercurialia, antimonialia og amara. Disse skulle nemlig efter deres mening ligeledes resolvere de fortykkede humores.

Men disse midler ere netop de samme som vi nu omstunder anvender for at forøge circulatio humorum og vi kunde derfor uden skade vedligeholde navnet resolutio på denne curmethode når vi bare derved forandret det rigtige begreb.

Indicantia resolutiones ere

1. Stasis humorum chronica der enten kunne være universelle så som ved affectio scrophulosi, hydropici, scorbutici artritici og flava eller de kunne være particularis så som obstructio i enkelte glandler, viscera abdominalia, fornemmelig i vena porta, obstructio pulmonum osv.

Indicata resolutiones ere

1. Stimulantia fixa nemlig extracta amara, f.ex. extractum cardui benedicto, gentianæ centaurea minoris, trifolii fibrinii … osv. Alle disse og flere andre midler synes fornemmelig at virke som incitantia på viscera abdominalia og disses vasa.

2. Motus corporis og især fractioner så nær som mulig ved det lidende sted

3. Calor fordi den er et vigtig incitament for de faste dele, og altså ved dens indvirkning på vasa, setter disse i en hurtigere bevægelse, hvorved humores fremskydes i hine.

Vi see således at mange af de sygdomme som tilskrives en formindsket circulatio humorum, hæves ved den indtrædende sommer. I de senere tider er i anledning af stagnationes i underlivet de Kämphiske clysterer blevne bekjendte. Men ser vi hen til de midler som Kämpf ved disse bibringer, så ere de dels mucilaginosa, dels stimulantia. Disse sidste incitere vel vasa til en større activitet hvorved incitatio humorum bliver acceleret, men da hine clysmata efter Kämph tillige skulle bruges lunkne, hvorved de kom til at virke relaxerende, så kan man vel ikke vente synderlig nytte af deres anvendelse, og blive de misbrugte ville de meget mere anrette skade.

For at tilbagebringe sundheden er det i mange tilfælde ikke nok at vi indvirke på de faste dele og gjennem disse på humores, men vi ere som oftest nødt til umiddelbart at evacuere humores, og en uimodsigelig og lang erfaring har overbevist os om virksomheden og nytten af metodus evacuans.

Den første operation af metodus evacuans er emesis som er en curmethode ved hjelp af hvilken contenta i ventriculus og den tilgrensende canalis intestinalis udkastes gjennem munden. Virkningene af emesis ere

1. En forøget contraction og action af ventriculus og de underliggende intestina, som er rettet mod cardia, hvorved en alene de indeholdte substanser, men også den under emesis større mengde afsondrede mucus og bilii evacueres per os. Denne er den første og umiddelbare virkning af emesis.

2. Heftige contractioner af musculus abdominalia og diaphragma som alternere med hinanden, og hvorved der opstår ligesom concussioner på viscera abdominalia, der igjen har en raskere circulation af blodet gjennem vena porta til følge.

3. Ved diaphragmas voldsommere bevægelse frembringes en større excretio og evacuatio muci af lungerne og bronhiae, men tillige bliver også blodets circulation gjennem lungerne derved noget vanskeliggjort.

4. formedlest denne vanskeligere circulatio pulmonalis indfinder der sig heftige congestioner til encephalum hvilke tilkendegive sig med tumor og rubor faciaei.

5. Endelig viser der sig også en forøget confluxus humorum til perpipheria corporis, som yttrer sig med en forøget perspiratio cutanea og en høiere temperatur på huden.

Indicantia emesis ere

1. Substantser i ventriculus og de nærliggende dele af tubus intestinalis som have en for organismen skadelig beskaffenhed. Disse kunne være ingesta eller og excreta, hvis bestanddele ere degenererede, og som kjendes foruden på de sædvanlige tegn, på den nisus som naturen yttrer for at bortskaffe dem, nemlig den stedfindende vomitexcretio.

2. Andre affectioner i underlivet som kunne hæves med den under brekningen frembragte concussio viscerum, f.ex. stagnationes sanguinis i vena porta, menostasia, fluor albus og den begynnende icterus som ei er forbunden med nogen organisk feil i hepar.

3. En abnorm ansamling af mucus i bronchiae og trachea som hverken ved naturens kræfter eller andre midler kan bortskaffes, f.ex. tussis convulsiva, tussis catarrhalis for børn, ved angina membranacea og aphtæna.

4. Affectiones paralytica uden nogen betydelig congestion til encephalum og hvor man ingen grund har til at formode nogen organisk feil i dette organ f.ex. ved den begynende amaurosis. 5. Miasmata af visse contagiose sygdomme såsom af febris putrida og dysenteria. Her anvender man emeticum enten hvor man befrygter at individet har pådraget sig hine sygdommers smitte, eller og hvor symptomerne af sådanne contaginøse sygdomme have begyndt at vise sig.

Indicata emesis ere de såkaldte emetica af hvilke rad. ipecacuana og tartarus stibiatus ere de virksomste og sikkreste. Mindre sikkre derimod … osv., thi disse frembringe ofte en spasmus i tubus intestinalis og en inflammatorisk tilstand. Fremdeles angives også … nicotranum lagt på grobdulum cordis som emeticum. Dog giver der ikke få exempler på at virkningen af dette middel udebliver. Coindicata emesis ere sådanne midler som vel i og for sig selv ingen emesis frembringe men som dog forøge actionen i ventriculus når et emeticum er givet. Hertil regnes lunkent vand, forskjellige infusioner, tynde kjødsupper osv.

Emetica bør gives i den tid da ventriculus er vacuus, thi da kunde de hurtigere indvirke og actio ventriculi bliver kraftfuldere. Dog gives der tilfælde og omstændigheder hvor emetica må gives uden hensyn til hin beskaffenhed for ventriculus.

Contraindicantia emesis ere

• 1. Sådanne affectioner i underlivet der ei kunne tåle den ved emetica

(Tre sider av manuskriptet mangler her)

• 4. Preparatio til andre curmethoder.

Anmerkning: denne preparation gjorde man især fordum meget af. Når således f.ex. en patient trængte til et emeticum så gav man ham i forveien et lidet laxani, men det er ei dette vi forstå med preparation, thi den preparation som her menes, finder især i morbi chronici, især hos objecter der have ført en uordentlig levemåde, og for hvilke der finder sted en … alvi, thi her ser man grund til at frygte for at der er cruditales tubi intestinalis som kunde være til hinder for de midler man siden vil anvende, og på grund heraf er det at man anvender catarsis som preparatio.

• 5. Congestiones humorum til vigtige organer så som til hovedet, øinene og pulmones. Disse congestioner hæves med catarsis såvel på grund af dennes deriverende som evacuerende virkninger.

Indicata catarsis ere

1. Catartica relaxantia som ere sådanne midler som forøge excretia alvi ved at frembringe en relaxatio tubi intestinalis. Herhen høre alle oleosa, f.ex. oleum ricini america, ol. olivar linii. Disse catartica relaxantia anvender vi især der hvor vi må antage en rigiditas tubi intestinalis så som hos gamle folk, i colica satumina osv.

2. Catartica stimulantia ere sådanne midler som ifølge den stimulus de frembringe på tubus intestinalis forøge dennes excretion. Disse kunne vi inddele i

1. Catartica media stimulantia som frembringer en ringere stimulus i tubus intestinalis, f.ex. folia neutra, radix rei, folia sennæ osv.

2. Catartica drastica som ifølge den større stimulus de bevirke, frembringe en større og hyppigere excretio tubi intestinalis end de foregående. Hertil regnes f.ex. mercurius dulcis, aloe, gummi guttæ, radix jalappae, ricina jalappae, … osv.

Coindicata catarsis ere sådanne midler som når et catarticum er givet, lette og forøge dettes indvirkning på tubus intestinale, såsom fortynnede og varme drikke, men som ikke må være slimede. Samtlige catartica bør gives når tubus intestinalis er nogenlunde fri for ingesta.

Contraindicantia catarsis ere

1. I abdomen

1. Visse status morbosi, fornemmelig inflammatio ventriculi og tubi intestinalis

2. Diarea som har sin grund i en laxitas og debilitas tubi intestinalis eller og en defectus muci i tubus intestinalis

3. Hernia incarcerata

4. Graviditas

1. I det øvrige legemet visse tilstande såsom

1. En betydelig debilitet af hvilken som helst årsag

2. Hvor naturen har frembragt andre excretioner der vise sig solutaire, f.ex. sterk sved, salivation, expectoration, effloresenia cutanea osv.

Den tredie operation af methodus evacuans er diuresis som er den curmethode hvorved en større excretion af urinen befordres. Virkningerne af dieresis viser sig

1. På viae urinarae nemlig

1. I renes en større ansamling af effluxis af et ferskt fluidum

2. I vesica urinaria en større affluxus urinae og en kraftigere contraction.

1. I det øvrige legeme at humores … formindskes og evacueres Indicantia for diuresis ere

2. I via urinariae

1. Substantser som have deres sæde i via urinaria og som bør evacueres derfra f.ex. calculi, pus, mucus, sanguis.

2. En laxitas og debilitas vesica urinaria der gjerne er en følge af en foregående stærk udvidning af denne.

1. I det øvrige legemet

1. Tumores hydropici af alle arter Indicata diuresis ere

1. Visse remedia som virke på en for os uforklarlig måde på via urinaria og forøge disses functioner. Disse midler kalles diuretica specifica og ere radix … , digitalis purpurea, cantarides ….

2. Relaxantia topica f.ex. cataplasmata emollentia, clysmata og … Disse relaxantia anvendes dog kun hvor en tilstedeværende spasmus forhindrer functionerne i systema uriniferum.

Contraindicantia ere

1. Sådanne obstakler i via urinaria som ei kan bortfjerne og som formedelst deres størrelse ei kunne passere gjennem via urinaria.

2. En abnorm forøget excretio urina, f.ex. diabetes og hematuria.

Den fjerde operation hvoraf methodes evacuans består er expectoratio hvorved vi forstå den curmethode ved hvilken excretiones af de humores som befinde sig i trachea og dens ramificationer befordres og forøges. Den membrana mucosa som beklæde trachea og dens ramificationer afsondrer i den normale tilstand foruden halitus pulmonali, også en mucus hvorved via aerifera lubrificeres. I glandula bronchiales afsondres en lignende mucus men som er af en blålig farve, og undertiden blandet med den i trachea secernerede mucus.

Disse to slags mucus er det de ældre indbefattede under navnet sputum, hvilket hos det sunde menneske daglig evacueres med en ringe grad af hoste. Men dette sputum kan abnormt forøges og forandres såvel i qvantitet som i qvalitet. Det kan endydermere blande sig med andre på en abnorm made i pulmones og trachea secernerede og evacueerede humores, såsom med pus og blod, og erholde da navn af sputum purulentum sanguinolentum osv. Når nu denne mucus er tilstede i større mengde end i normal tilstand, og tillige er således forandret i beskaffenhed at den ei ved naturens kræfter kan evacueres, da er det vi anvende methodus expectorans, expectoratio.

Indicans generale expectorationes er en abnorm excretion af mucus og andre materier i bronchiae og disses ramificationer, som ei ved naturens kræfter kan evacueres. Indicata expectorationes ere

1. Visse incitantia som, da de i følge vor erfaring fornemmelig synes at virke på vasa capillaria,membrana mucosa viarium aeroferarium og derved befordre excretio muci samme steds, have fået navn af expectorantia. Sådanne expectorantia ere fornemmelig radix iridis florentinae, senegæ, gummi ammoniacum, … osv.

2. Relaxantia som ved at dilatere og relaxere vasa bronchialia forskaffe de herværende humores en lettere transitus. Sådanne relaxantia ere oleosa, mucilaginosa …

Contraindicantia expectorationes ere catarrhea og inflammationes i deres begyndelse, især når de ere heftige.

Den femte operation som methodus evacuationes indbefatter er diaphoresis der er den curmethode hvorved perspiratio cutanea forøges til sved. Virknigerne af diaphoresis ere

1. En betydelig evacuation af materia perspirabilis gjennem huden

2. En større afluxus humorum til legemets overflade og deraf en formindskelse af massa humorum i de indvendige dele.

Anmerkning: denne effect af diaphoresis kan man forklare af den mærkelige constans og antagonisme som finder sted mellem alle organismens dele, men især imellem hudorganet og de indvendige dele.

Indicantia diaphoresis ere

1. Affectus morbosi som opstår af perspiratio cutanea supressa så som morbi reumatici, catarrhal osv.

2. Morbi exanthematici ved hvilke eruptio exantematis er væsentlig nødvendig f.ex. morbilli og scarlatina

3. Andre stedfindende excretiones som have en betydelig grad, og som have deres grund i en laxitet og debilitet i organismen, f.ex. en abnorm stærk salivation når enten den er spontan eller ei.

4. Diabetes og diare. Her kommer især den vigtige constans og antagonismus i betragtning, i hvilken huden står mod andre organer.

Indicata diaphoresis ere

1. Sådanne stimulantia som incitere systema vasorum og i særdeleshed vas capillara hvortil regnes camphora sulfur, olea æteras ammonium, liqvor ammonium acetei …

2. Relaxantia så som balnea tepida aqeosa, balnea vaporosa calor lacti.

Contraindicantia diaphoresis ere sådanne sygdomme som helbredes ved forøget excretia alvinae og urinæ der ved diaphoresis vilde standse f.ex. tumores hydropici. Desforuden gives der adskillige febris biliosa, i hvilke vi see den forøgede excretio alvinæ at vise sig meget solitaire.

Curmethoder hvormed vi søge at befordre evacuationer gjennem kunstige veier. Hertil høre kun sanguinis missio som er den curmethode hvorved blodet gjennem kunstige veie udsiver af legemet. Virkningerne af sanguinis missio ere

1. En depletio particularis som finder sted i den del hvoraf blodet udtømmes. Denne depletio particularis har igjen sine secundære virkninger, nemlig dersom i den del af hvilken blodet udledes, har været en abnorm blodansamling, så vilde efter blodets evacuationer vasa som før vare expanderte, bedre kunde contrahere sig og derved bedre propellere de indeholdte humores.

2. Derivatio revisio er den anden hovedvirkning af sanguinis missio, idet nemlig når de dele af hvilke blodet ud ledes ere i normal tilstand, formedelst depletionen spatium vasorum forøges således, at herved opkommer en større affluxus sanguines i disse, som må have en formindskelse af massa sanguinis i de øvrige dele til følge. Følgerne af revulsio står i forhold dels til det evacuerede blods mængde og dels til hurtigheden hvorved det evacueres. Jo større det quantum blod er som evacueres, og jo hurtigere denne evacuation skeer, desto større ere virkningerne af revultionen. Men disse virkninger ere transitoriske, thi de vedvarer kun under efflucius sanguinis, eller i det mindste kun en kort tid efter samme. Dette viser sig deraf at den del som berøves blodet formedelst den forøgede efflucius sanguinis, snart igjen vil blive forsynet med overflødigt blod, hvorved altså derivationen ophæves.

3. En diminutio universalis af massa sanguinis som har en svækkelse af vitaliteten tilfølge, på grund af at blodet, som det aller vigtigste incitement berøves ham.

Indicantia sanguinis missionis ere

1. Plethora vera der tilkjendegive sig enten ved dens foregående årsager, eller ved dens symptomer, eller også med begge disse omstændigheder tillige.

2. Heftige stimuli som have bevirket en heftig motus v. orgasmus sanguinis, f.ex. heftig anemi,pothemata, især for pletoriske der have tilbøielighed til congestioner

3. Congestiones sanguinis til vigtige organer så som til encephalum, pulmones,viscera abdominalia

4. Affectioner som man må antage at hidrøve af congestiones sanguinis, f.ex. apoplexia sanguinea, hemoragica hypertonica af pulmones osv.

5. Inflammationer, fornemmelig af stenisk beskaffenhed

6. Hvor man vil forebygge sygdomme som man kan befrygte af congestioner til vigtige organer, så som apoplexia og hemoragia hos subjecter der før have været afficerede af sådanne sygomme

Indicata sanguinis missionis ere

1. Venesectio som er den almindelige methode hvorved vi befordre missio sanguines. Mængden af det blod man ved venesectio borttage, beror på sygdommens beskaffenhed og kræfternes tilstand. I heftige steniske apoplexier og inflammationer pleier man på en gang at borttage …, i mindre heftige tilfælde kan man borttage en mindre mengde såsom … på en gang.

2. Arterotomia temporalis som man tilrådet og anvendte hvor man vil bevirke en sterk derivation fra encephalum og hjernen.

3. Applicatio hirudenium som have den fordel at de kunne appliceres umiddelbar på eller dog meget nær det afficerede sted og at de kunde anvendes for børn, hvor venesectio som oftest ikke kan institueres. Den mængde som ved en hirudo evacueres på en gang regner man til … iberegnet det blod som altid løber bort efter at hirudo er taget af.

4. Scarificatio forbunden med anvendelsen af cucubitæ er især anvendelige ved chroniske hudinflammationer og ved congestioner til hovedet.

Contraindicantia ere

1. En høi grad af debilitas der enten kan være tilstede under visse sygdomme,så som ved febris putrida nervosa, phtisis osv., eller som kan være en følge af forudgangne heftige sygdomme, eller som endelig også kunne være tilstede, formedelst individenes alder, at denne nemlig er meget høi eller børnealderen.

2. Critiske evacuationer, thi hvor disse ere tilstede kan sanguinis missio have de allerskadeligste følger.

3. Betydelige impuritates in … især når de ere forbundne med debilitas

4. Menstruatio hvad enten den er nærværende eller kan ventes

5. Fluxio locharium

Dog ere disse to sidste contraindicantia af mindre vigtighed dersom der under deres nærværelse indtreffer tilfælde som indicerer missio sanguinis da bør … foretages under hensyn til hine to contraindicantia.