Forbruget af somatiske sygehusydelser

Der tegner sig et klart mønster: behandlingsaktiviteten er steget stærkt, fra 178 udskrivninger per 1000 indbyggere i 1977 til 209 i 2002 (fig 1). Fra sidst i 1980erne er der tale om en stagnation og endda et lille fald, hvis der sammenlignes med højdepunktet i 1994 på 214 indlæggelser. Stagnationen skyldes, at der siden sidst i 1980erne er sket en målrettet overgang til ambulant behandling, bl.a. sammedagskirurgi, jfr. figur 2. Dette kombineret med andre behandlingsmæssige fremskridt har ført til et markant fald i antal sengedage: fra 1871 per 1000 indbyggere i 1997 til 1179 i 2002.

Det er imidlertid vigtigt at understrege, at stigningen i antal indlagte personer ikke er steget nær så meget som antal indlæggelser, dvs. der har i perioden været en stigende genindlæggelseshyppighed. I 1978 blev der indlagt 625 000 personer. I 2002 var tallet 657 000, svarende til henholdsvis 12,22 og 12,67 indlæggelser per 100 000 indbyggere, dvs. næsten stabilt. Det betyder omvendt, at antal indlæggelser per person (‘genindlæggelser’) i samme periode steg fra 1,39 til 1,66 (5).

Fra 1977 til 1994 steg antal ambulante forløb fra godt 3 mio. til 4,5 mio. (fig 2). Med den nye opgørelsesmetode, der blev indført med virkning fra 1995, hvor bl.a. skadestuebesøg ikke længere medtages, faldt tallet naturligt efter 1995, men stigningstakten var uændret. Først fra 1996/1997 er indberetningerne til Landspatientregisteret nogenlunde pålidelige.

Udviklingen i skadestuebesøg i de sidste 10 år fremgår af tabel 1. Det somatiske forbrug toppede i 2001 og 2002 med omkring 19 000 besøg per 100 000 indbyggere.

Taget under ét er den samlede behandlingsaktivitet på de somatiske sygehuse således steget betragtelig. Den øgede aktivitet har bl.a. været muliggjort, fordi den gennemsnitlige liggetid per indlæggelse er faldet fra 14 dage i 1966 til 5,5 dage i 2002, mest for kirurgiske indlæggelser.

Hospitals-og distriktspsykiatri

Ser man på psykiatrien har der været en udvikling, der ligner somatikken. Nye behandlingsmetoder, herunder fremkomsten af bedre psykofarmaka, og overgang til ambulant behandling, herunder distriktspsykiatri, forklarer en betydelig del af udviklingen i den stationære psykiatri.

I 1966 var der 4 indlæggelser per 1000 indbyggere, der i 2002 var faldet til 3,7, men havde i 1995 været nede på 2,5.

Som for somatikken er registreringen af ambulant aktivitet først systematiske fra 1977 og der ændres metode i 1995. I 1977 var der 85000 ambulante forløb, som i 1994 var steget til 134.000 – og efter ændringen var omfanget i 1995 11.000 der i 2002 var øget til 24.000.

Aktivitetsudviklingen i den primære sundhedstjeneste

Det stigningsmønster, som ovenfor er blevet vist for sygehusvæsenet genfindes, når vi vender os mod praksissektoren. Figur 3 viser i indeksform, hvordan kontakterne til såvel almen-som speciallæge praksis er steget fra 1997 til 2003.

Stigningen skyldes ikke ændret aldersfordeling, jfr. den foretagne aldersstandardisering (holder aldersfordelingen konstant i forhold til et bestemt år, her år 2000). Det er heller ikke sandsynligt, at sygeligheden er steget så meget i den betragtede periode (9). Forklaringen skal derfor findes i et samspil mellem udviklingen i sygehusvæsenet, ændrede behandlings-og kontrolmuligheder og holdningen til at bruge sundhedsvæsenet. Det er desværre ikke muligt at sige, hvor meget hver enkel komponent betyder.

Hjemmesygeplejen er en vigtig del af kommunernes sundhedsmæssige indsats. Det er imidlertid svært at finde pålidelig og konsistent statistik om aktiviteterne.

De efterfølgende opgørelser er baseret på Sygeligheds-og sundhedsundersøgelserne, (2–4). På nogle områder supplerer de ovenstående, men giver samtidig et lidt andet billede.

I tabel 2 ser man den danske befolknings brug (‘ja – nej’, de seneste tre måneder) af forskellige behandlergrupper i sundhedsvæsenet. Det karakteristiske for perioden 1987 til 2000 er en stigende tilbøjelighed til at henvende sig til en behandler, og det holder på tværs af behandlergrupper.

Alternativ behandling

De sundhedsprofessionelles ambivalente holdning til ‘alternativ behandling’ deles langt fra af befolkningen. I tabel 3 ses udviklingen i brugen af alternative behandlere og naturmedicin i perioden 1987–2000.

Det karakteristiske er såvel niveauet som udviklingen. Spørgsmålet i tabellen vedrører, om man nogensinde har benyttet behandlere uden for det etablerede sundhedsvæsen. I 2000 var det tilfældet for 45 % af danskere over 18 år, en stigning på 12 procentpoint i forhold til 1994. Snævres spørgsmålet ind til brug af alternative behandlere i det seneste år, svarede knap 21 % i 2000, at det var tilfældet, sammenlignet med 14 % i 1994.

Brug af medicin

Ca. to tredjedele af den voksne befolkning havde i 2000 brugt receptmedicin inden for de sidste 14 dage i forhold til interviewtidspunktet. Det er en svag stigning på tre procentpoint sammenlignet med 1994.

Tallene i tabel 4 siger ikke noget om forbrugsomfanget. Man får et tilnærmelsesvist svar herpå ved at se på forbrugs/salgstallene fra Lægemiddelstyrelsen, opgjort som definerede døgndoser (DDD) per 1000 indbyggere per døgn. For primærsektoren var tallet i 2000 på 1096 DDD/1000 indbyggere/døgn sammenlignet med 870 i 1997, dvs. en betydelig stigning, (11,12).

Afsluttende bemærkninger

Det foregående har været en faktuel oplistning af det danske forbrugsmønster for væsentlige sundhedsydelser. Der har ikke været egentlige tilløb til forklaringer.

Der tegner sig et billede af et stadigt stigende forbrug af sundhedsydelser. Formålet har ikke været at forklare denne udvikling, men afslutningsvis skal emnet alligevel kort berøres.

Hvor det har været muligt, er der kontrolleret for befolkningstallet, medens der sjældnere har været kontrolleret for befolkningens alderssammensætning. Det kan noteres, at de 60+årige i 1980 udgjorde 14,2 % af befolkningen, en andel der i 1995 var steget til 19,2 % og i 2005 androg 20,9 % af befolkningen. Det er åbenbart, at denne ændring forklarer en del af udviklingen, herunder ændringer i prævalensen af en række kroniske sygdomme og deraf afledte behandlingsbehov.

Udover en aldrende befolkning og det dermed sammenhængende sygdomsmønster, spiller udviklingen i behandlingsmulighederne naturligvis også en stor rolle – og muligvis en større rolle end det førnævnte.

I de sidste 20–30 år er behandlingsmulighederne blevet udvidet utroligt meget – enten i form af egentlige nye behandlingsmuligheder eller i form af eksisterende behandlinger, fx. grå stær operationer eller udskiftning af hofteled er blevet tilgængelig for en langt større målgruppe end tidligere, bl.a. på grund af fremskridt i bedøvelses-og operationsteknikker.